-
Det vrimler med rotter i København. I denne bydel er der flest
المصدر: BDK Borsnyt / 30 ديسمبر 2024 13:53:34 America/New_York
De har lange, tykke haler, er at finde overalt i byen og kan formere sig i hobetal. Med deres stærke fortænder gnaver de sig gennem byen som en dårlig overraskelse for de fleste. At der er mange rotter i København, er ingen nyhed. Men i løbet af de sidste tre år er der kommet flere og flere anmeldelser om rotter i København. Men der er ikke lige mange anmeldelser i de forskellige bydele. Det viser nye tal fra Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, som København Liv også har beskrevet. I 2024 ligger Valby i top med 881 anmeldelser. Lige efter følger Nørrebro med 879 anmeldelser og Vesterbro-Kongens Enghave med 863 anmeldelser. Bydelen med færrest rotte-anmeldelser er Amager Øst, som har 539 anmeldelser. Tallene, som Berlingske har fået af forvaltningen, strækker sig tilbage til 2021. Det samlede antal rotte-anmeldelser i alle ti bydele fordeler sig således i de fire år: 2021: 7.762 2022: 6.715 2023: 7.278 2024: 7.758 Tallene viser, at der igen i år er en stigning i antal anmeldelser, og fra 2022 til 2024 ligger stigningen i anmeldelser på over 15 procent. Desuden er der formentligt et mørketal, da tallene kun dækker over antallet af anmeldte rotter. Udsving er desuden normalt, lyder det fra forvaltningen i et skriftligt svar: »Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser, at der kan være udsving mellem årene, men samlet set ligger antallet af anmeldelser stabilt på omkring 8.000 årligt. Forvaltningen kan desværre ikke svare på, hvorfor der nogle år og i nogle bydele kan være flere anmeldelser end andre«. En del af forklaringen på forskellen bydelene imellem kan være, at der eksempelvis er forskel i antal boenheder og restaurationer, lyder det fra forvaltningen. Nogle bydele har simpelthen mere beboelse og flere restauranter, og det trives rotterne godt i. Behov for flere rottefængere På Københavns Kommunes hjemmeside kan man melde det, hvis man har set en rotte. Og det bør gøres straks, lyder det. Generelt i landets kommuner er det væltet ind med anmeldelser om rotter i år. I Aalborg Kommune er der eksempelvis i 2024 dobbelt så mange anmeldelser som sidste år. Mange kommuner samarbejder med skadedyrsfirmaer, når jagten skal sættes ind efter gnaverne. For nylig meldte Miljøstyrelsen, at antallet af kurser skal øges, så flere autoriserede skadedyrsbekæmpere kan hjælpe til med rotteplagen. Der er nemlig så mange anmeldelser, at de ikkekritiske anmeldelser nogle gange må vente. Derfor er mere arbejdskraft tiltrængt, forklarer Claus Schultz, der er formand for brancheforeningen for skadedyrsfirmaer: »I mine 45 år husker jeg ikke, at det før har været så voldsomt med antallet af rotteanmeldelser,« siger han. https://www.berlingske.dk/indland/det-vrimler-med-rotter-i-koebenhavn-i-denne-bydel-er-der-flest